mandag den 19. september 2011

Teser om Jesu død og opstandelse

1.   Forkyndelsen af Jesu død og opstandelse må ses i lyset af den bibelske frelseshistorie
Forudsætningen for forkyndelsen af korset er, at mennesket er skabt og elsket af Gud, og at det bærer Guds billede. Ved syndefaldet pådrog mennesket sig skyld, og vil som sådant blive mødt af Guds vrede. På trods her af elsker Gud stadig mennesket, og ønsker at frelse og genoprette det. Den spænding er en drivende kraft en den bibelske frelseshistorie (fx i kongen, templet og præsten), der når et foreløbigt klimaks i Jesu død og opstandelse


2. Udgangspunktet for evangelierne er, at Jesus med sit liv, død og sin opstandelse bragte Guds rige til mennesker.
Markusevangeliet begynder med at berette, hvordan Jesus er Guds konge, der, efter sin dåb, forkyndte at Guds rige er kommet nær (Mark 1). Guds rige har flere vinkler:

        Den første er en guddommelig vinkel, hvor mennesket tilgives, og sætte ind i en ny relation til Gud.
        Det andet er en menneskelig vinkel, hvor Guds rige medføre genoprettelse af skaberværket. Det kommer til udtryk når Jesus helbreder, og når Jesus helbreder gennem vores tjenester, og når vi, som Jesu hænder i verden driver diakonalt arbejde
        Den tredje vinkle er den personlige: At Jesus har bragt Guds rige til mennesker gør at vi må kalde dem til omvendelse, fordi han er konge og dommer, og kalde dem til at leve i frihed, fordi han er vores konge og frelser; Den følelse, som NT beskriver, som den grundlæggende for den der lever i tro og frihed er tillid, glæde og taknemmelighed i modsætning til frygt og bekymring.



3.    Forkyndelsen af Jesu død og opstandelse er uløseligt forbundet.
Vi møder i NT ikke det ene uden det andet. I 1 Kor udfolder Paulus både forkyndelsen af Korset (kapitel 1ff) og forkyndelsen af opstandelsen (Kapitel 15). Samlet set omtales de to ting som ”det evangelium, som jeg har forkyndt for jer” (15,1).



4.   Jesu død er det fuldkomne menneskes død, og Jesu opstandelse, er det fuldkomne menneskes opstandelse.
Evangelierne viser os, at Jesus er sandt og fuldkomment menneske, og at han er sand og fuldkommen Gud, og som sådan lider og dør han for os (Hebr 2,1-16 udfolder dette perspektiv). Dette kommer også til udtryk i Jesu fristelse i ørkenen, hvor Jesus fristes som Adam og Eva, og siden Israels folk, blev det. At Jesu fristelse skal forstås i den ramme fremgår af de citater fra Israels historie, som bruges i beretningen.



5.   Det Nye testamente forkynder, at Jesu død er den handling hvorved der sker et opgør med vores synd.
Johannes Døberen peger på Jesus som den der bærer verdens synd. Jesus siger om sig selv, at han er kommet for at give sit liv som løsesum for mange. Synden forstås som skyld og som magt, og Jesu offer forkyndes i lyset heraf som soning og befrielse. 



6.    Jesu død og opstandelse er fundamentet for tilgivelse og retfærdiggørelse af det på Jesus troende menneske.
I Rom 5,9 siger Paulus at vi er gjort retfærdige i kraft af hans blod. I kapitlet forinden siger han, at det er Jesu opstandelse der er grundlaget for vores retfærdiggørelse (4,25). Ligeledes sammenholder Paulus Jesu død og opstandelse i første korintherbrev; I 15,3 proklamerer han, at Jesus døde for vores synder, og i 15,17 siger han, at hvis Jesus ikke er opstået, er vi ”stadig i vores synder”.



7.    Det nye testamente forkynder, at Jesu opstandelse er en offentlig guddommelig stadfæstelse af, Jesu person og gerning
I Apostlenes gerninger fylder forkyndelsen af opstandelsen statistisk set mere end forkyndelsen af korset. Det er bla fordi opstandelsen er en proklamation af virkeligheden af korsets soning, og at de første kristne kunne slutte fra opstandelsen til korset, og at opstandelsen derfor er et argument for evangeliets troværdighed.



8.   Jesu død og opstandelse danner strukturen for NTs tale om den troendes liv og efterfølgelse af Jesus
Jesus udfordrer den troende til at tage sit kors op og følge ham. I galaterbrevet proklamerer Paulus at han selv er korsfæstet med Kristus (2,20), han har iført sig Kristus (2,27 og 28), og at han ved Kristi kors er blevet korsfæstet for verden (6,14). Det der herefter er afgørende er den nye skabelse, som brød frem ved Jesu opstandelse (6,15)

        Jesu død og opstandelse danner strukturen hos Paulus’ forkyndelsen af dåben. I Rom 6 beskrives dåben med en korsfæstelse (v.3.4), og som en opstandelse (v.5). Dåben formuleres således i lyset af Kors og opstandelse.
        Jesu død og opstandelse danner mønsteret for efterfølgelse af Jesus i hverdagen. Efter at Jesus har fortalt sine disciple at han skal lide, dø og opstå (Mark 8,31-33) kalder han sine disciple til at tage deres kors op og følge ham (Mark 8,34ff). I 2 Kor 11,4 formulerer Paulus sig ens om Jesu lidelse, død og opstandelse, og om sin egen tjeneste.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar