mandag den 9. januar 2012

Licona: The Resurrection of Jesus (iii): Paulus og Jesu opstandelse

Hvad troede Paulus egenlig om Jesu opstandelse? Det har været en større diskussion blandt Pauluslæsere. Det spørgsmål forsøger Licona at svare på i et af underafsnittene i "The Historical Bedrock Pertaining to the Fate of Jesus" (4.3.3.9).
Her forsøger han at skitserer Paulus opstandelsestro ud fra seks tekster i Paulus' breve. Umiddelbart virker det som om Licona her siger mere om den troendes opstandelse end om Jesu opstandelse; men det er ikke tilfældigt. Det handler om, at Licona - med rette tror jeg - peger på at for Paulus er der en klar sammenhæng mellem Jesu opstandelse og den troendes opstandelse. Får man belyst den ene, for man også belyst den anden. I dette blogindlæg vil jeg nøjes med at se på to af teksterne.


Rom 8:11
I denne tekst drager Paulus en parallel mellem Jesu opstandelse ogde troendes opstandelse. Helt afgørende her er, at Ånden vil levendegøre den troendes legeme, og Licona refererer en række fortolkere der støtter det synspunkt: Käsemann, Douglas Moo, Mounce, Dunn. Efter en længere diskussion slutter han med at sige at "i Rom 8,11 siger Paulus, at de troendes dødelige legemer vil blive oprejst ligesom Jesu dødellige legeme var oprejst".

Jeg er ikke uenig med Licona, men her mangler jeg en diskussion med nogle af dem der tænker anderledes. Lige præcis den pointe Licona understreger her forsøger Richard C. Carrier at underminer i et indlæg i bogen The Empty Tomb, Jesus beyond the Grave (som også findes i Liconas litteraturliste).
Ifølge Carrier havde Paulus en tolegeme tækning, hvor Jesu første legeme stadig ligger i graven, og det andet er et åndelig legeme, der ikke er knyttet til det første. Han forstår så den levendegørelse der er tale i 8,11 som noget der sker nu (p.149). Licona svarer faktisk på den indvendig ved at pege på at grammatikken taler imod Carriers forslag, men ud fra de egne kriterier Licona selv har lagt for sit værk havde en udvidet dialog været en god ting her. Samtidig skal det med, at den diskussion tager han under refleksionen over den næste tekst: 1 Kor 15,42-54.

1 Kor 15,42-54
I dette afsnit svarer Paulus på to spørgsmål: Hvordan skal de døde opstå, og hvordan vil vores legemer blive? Udgangspunket er at der er en kontinuitet mellem den troendes nuværende krop og den fremtidige legeme. Teksten rejser en række vanskelige spørgsmål, som Licona forsøger at svare på.
Det første er hvad Paulus mellem med et sjæleligt og et åndeligt legeme i 1 Kor 15,44. Licona undersøger hvad sjæleligt betyder i samtiden, og det eneste det vanskeligt kan betyde er "fysisk", sådan som en række fortolkere har foreslået. Han tilslutter sig følgende forståelse: "Begrebet er vanskeligt at oversætte korrekt, det refererer til mennesket der lever i dets naturlige liv borte fra Guds ånd og derfor uoplyst, bind for sandheden" han ender med at sige at med "åndeligt" og "sjæleligt" refrere han ikke til substans men dets eksistensform (p.410).

Det næste spørgsmål er hvad Paulus mener med at Adam belv "en levende sjæl", mens Jesus blev "en ånd der gør levende" (v.45).
Baggrunden er den græske oversættelse af GT, hvor det i 1 Mos 2,7 hedder at Adam blev "en levnede skæl". Hvad der ligger i forskellen mellem "sjæl" og "ånd" her bruger Licona de næste vers (1 Kor 15,46ff) til at forklare. Vores åndelige legemer blvier "uforgængelige, herlige, mægtige og åndelige, og af "an heavenly substance that is given life by Christ".  Samtidig med denne "hevanly substance" fastholder Licona en sammenhæng mellem det sjælelige og åndelige legeme ud fra Rom 8,11.

Det tredje spørgsmål handler om 1 Kor 15,50 hvor Paulus siger at "Kød og blod kan ikke arve Guds rige". Hvad mener Paulus med den formulering? Hvis det skal forstås som en understregning af legemets fysiske karakter, så vanskeliggøres en fysisk forståelse af vores opstandelse, og dermed også af Jesu opstandelse. Her argumenterer Licona for, at det skal forstås som en udtryk for menneskets dødelighed frem for dets fysiske tilstand. Vers 50a og 50b står i en parallellisme til hinanden, men sker der en udvikling i den eller ikke.
Hvis man forstår det som en udvikling,så er "kød og blod" i v.50a noget andet end "det forgængellige" i v.50b. Her argumenterer Licona for at det skal læses som en synonym parallellisme, hvor de to udtryk faktisk siger det samme:


Hvis man lsæer vers 50b og v.50c som en parallelisme, så giver det faktisk god mening:

"Kød og blod kan ikke arve Guds rige"
"det forgængelige arver ikke det uforgængelige".


Det fjerde spørgsmål handler om, hvad der menes med udtrykket "Vi skal forvandles" i 15,51f. Her går diskussionen på om "Forvandlingen" udtrykker en udskiftning af et legeme med et andet, eller en forvandling af det bestående legeme. Her stiller Licona spørgsmålet: Hvis der er tale om en forvandling fra et fysisk til et ikke-fysisk legeme, hvorfor sker dette så først ved Genkomsten frem for ved den enkeltes død (421)?

Dette er en del af Liconas forsvar for, at Paulus forstod opstandelsen som en fysisk opstandelse, frem for en åndelig opstandelse. I næste blog-post, skal vi se på de to sidste tekster, som Licona trækker frem.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar