mandag den 24. september 2012

Forkyndelsen i Apostlenes Gerninger


I et tidligere blogindlæg har jeg skrevet lidt om apostlenes gerninger.  I dag skal posten handle om hvad forkyndelsen fra apostlene handlede om.   Helt overordnede kan man se, at der er nogle elementer der går igen i alle prædikener, mens andre elementer varierer fra tale til tale.  Skematisk ser det sådan her ud:
Korsfæstet / Dræbt
Oprejst / ophøjet
Vidne
Øvrigt
2,14-36
v.23
v.24
v.32
Helligånd, Opfyldelse, Jesus liv, David, kald til omvendelse
3,12-26
v.15
v.15
v.15
Handlede i uvidenhed, kald til omvendelse
4,1-22
v.10a
v.10b
Hovedhjørnestene
5,29-30
v.30
v.30
v.32
10,34-43
v.39
v.40
v.41
Helligånd, dommer, syndsforladelse
13,16-52
v.27-29
v.31-37
v.31
Domsadvarsel
17,22ff
-
v.31
Omvendelse og dommedag

Denne oversigt siger noget væsentligt om Apostlenes forkyndelse, men den siger ikke det hele.  Det væsentlige er, at der er nogle temaer omkring Jesu historie der altid er med i forkyndelsen. Med en enkelt undtagelse gælder det både Jesu død og hans opstandelse, og det at der er vidner om det. 


Vidner
Med en enkelt undtagelse er vidneaspektet altid med i prædikerne. Begrebet ”vidne” finder vi helt tilbage i begyndelsen af skriftet hvor Jesus siger til apostlene at de skal være hans vidner (1,8). Udtrykket ”vidne” dukker op igennem hele skriftet men den sidste reference i 26,16 om Paulus, der skal være ”vidne”. Formuleringen i 26,16 har en parallel i Peter og Johannes’ udsagn i 4,20: ”Vi kan ikke lade være med at tale om, hvad vi har set og hørt”.  Den formulering bruges selv om selve udtrykket ”vidne” faktisk ikke bruges i den sammenhæng.  Brugen af vidneudtrykket understreger også, at den forkyndelse apostlene formidler har rod i historiske begivenheder, som de selv har set.

Korsfæstet/Dræbt
På nær en enkelt tale, understreger alle taler, at Jesus blev korsfæstet, dræbt, eller hængt på et træ. Det menneskelige ansvar for denne handling påhviler jøderne i Jerusalem. En sammenligning af to prædikerne viser det:

”ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham” (2,23)
” For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat. Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette. Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham” (13,27f)

Apostlenes gerninger lægger altså ikke ansvaret for jesu død på alle jøder, sådan som der har været antisemitiske strømninger der har gjort. I 3,15 siger Peter til jøderne der er forsamlet i Salomons Søjlegang ”Livets fyrste dræbte I” (3,15), og i Stefanus’ tale til rådet i kapitel 7 hedder det ”I er blevet hans (Jesus’) forrædere og mordere” (7,52).
Samtidig med at det var jøderne der naglede ham skete det ved lovbryderes hånd (2.23) , eller ved Pilatus (13,27f). Så det er altså dette tredobbelte mix: Hvem har ansvaret for Jesu død?: Gud, jøderne i Jerusalem, og hedningerne, specifikt Pilatus.
Samtidig er der et aspekt mere i denne historie, som kommer frem i 2,23, som ikke er fremme i 13,27f. I 2,23 opstår der en indre spænding mellem Gud og menneskers handlinger.  Jesu udlevering, skete ud fra ”Guds fastlagte bestemmelse og forudviden”, samtidig med at menneskene slog Jesus ihjel.

Opstandelse
I alle prædikerne understreges det, at Jesus er opstået. Peter kobler denne begivenhed sammen med messiastekster i GT. I 2,34 knytter han til ved Salme 110. I 4,10b om stenen der er blevet hovedhjørnestenen, tror jeg der ligger en reference til opstandelsen. Dermed får vi også et indtryk af hvad funktionen af opstandelsen er: Den er et bevis på, at Jesus virkelig er den han sagde han var. Det aspekt kommer tydeligst frem i talen på Areopagos i kapitel 17.  Her siges Paulus følgende: " han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde". (v.31).
I NT generelt - og i apostlenes gerninger specifikt - hører opstandelse og ophøjelse tæt sammen. Ophøjelsen følger opstandelsen (2,33). I talen til folket i kapitel 3 er begge ting samlet under formuleringen "Gud har herliggjort sin tjener" (v.13).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar