mandag den 5. november 2012

Apostlenes gerninger 2: Pinsedagen



Opbygning
2,1-13            Selve pinseunderet
                      v.1-4              Underet
                                            v.1: Setting: Pinsedagen
                                            v.2-4: Selve underet

                      v.5-13            Reaktionen
2,14-36          Prædiken i forlængelse af pinseunderet
2,37-41          Omvendelsen
2,42-47          Menigheden, skabt af Åndens komme

v.1-4 Selve pinseunderet
Denne begivenhed er et højdepunkt i Lukas’ dobbeltværk. Fra Luk 3,15f har der været lagt op til det, og det kommer også frem i Luk 24,47ff.

Pinsedagen: I GT er det høstens højhed (2 Mos 23,16) eller ugehøjtiden (2 Mos 34,22). Det sidste navn skyldes at festen fejres syv uger efter Påske, på den halvtredsindestyvende dag (3 Mos 23,15-22, jf 5 Mos 16,9ff hvor dagene er tydelige). Hvor påskefesten varede en uge, varede pinsefesten kun en enkelt dag. Pinsefesten var en af de tre fester hvor folk rejste til Jerusalem, hvilket forklare hvorfor at der er så mange folk[1].

Alle: Sandsynligvis de 120 fra 1,15. Samlingsstedet er ukendt vi ved blot at det er et hus, og det er muligvis det sted, de i sin tid holdte den første nadver.

Helligånden kommer over dem med synlige tegn af ild. Ild er i GT flere steder et ledsagefænomen når Gud åbenbarer sig, mest tydeligt i 2 Mos 19,16f. og 1 Kong 18,38. Dette har Jesus kaldt for et ”løfte” i 1,8 – det har baggrund i tekster som Num. 11:29; Isa. 32:15; 44:3; Ezek. 36:27;

Ånden fylder de tilstedeværende[2], og vi skal snart se, hvad sammenhængen med gt er i det. Men hvad er det for en form for tale vi møder på pinsedagen?
Pinsebevægelsen har hævdet at det vi møder hér svarer til hvad vi møder i første korintherbrev. Det er ikke den form for tungetale vi møder her. Tungetale hér er et regulært sprogunder, hvilket bliver tydeligt i v.8.

Hvad er betydningen af, at disciplene begynder at tale i andre tungemål?
Der er i hvert fald en tekst fra GT vi skal have fat i, nemlig Babelstårnet i 1 Mos 11. Der ser vi at sprogene opstår som Guds dom over menneskets forsøg på oprør. En dom, som skulle forhindrer oprøreres videreførelse.
Når Gud nu lader sprogdommen ”ophører” så er det et tegn på, at han ønsker at nå ud til folkeslagene. Den dom han har lagt over dem er ikke det sidste ”ord” der er at sige i den sammenhæng.


v.5-13 Reaktionen i Jerusalem
Indledningsvis hører vi, at der ”I Jerusalem boede fromme jøder fra alle folkeslag under himlen” (v.5). Det hører lyden fra pinseunderet, og bliver forvirret[3]. 
De forskellige folk hører dette under. Og hører denne gruppe tale på sit eget sprog[4]. V.9-11 angiver de forskellige folkegrupper, der er til stede.  Gruppen begynder fra øst og rykker mod vest[5].

Partere[6], medere og elamitter: (v.9): Denne gruppe ligger mellem det kaspiske hav og den persiske golf.
Kappadokien, Pontus, Asien, Frygien og Pamfylien er landskaber eller provinser i Lilleasien.

Ægypten[7], Libyen, Rom[8]: Ligger i den vestlige del af riget.

Proselytter: Hedninger, der har antaget jødedommen ved at lade sig omskære og forpligte sig på moseloven. Jf 6,5 8,27ff 13,50.

Tilflyttere: Kan også være besøgende i forbindelse med Pinsefesten.

To forskellige reaktioner på Peters prædiken: Positiv (Hvad skal de betyde) - Dyb skepsis (De er fulde af vin).

v.14-36: Peters prædiken
Hermed kommer vi til skriftets første store tale. Vi hører Peter holde nogle lignende i kapitel 3 og 4 og 10. Det Peter gør hér er at forklare folk, hvad der lige er sket, hvad det de har været vidne til, betyder.  Peter træder frem på vegne af de tolv og taler. Hans tale falder i tre dele:

v.14-21          Forklaring af fænomenet
v.22-36          Forkyndelse af Kristus
v.37-41          Kald til omvendelse          


v.14-21          Forklaring af fænomenet
Først afviser Peter den skepsis, som der har været udtrykt. Klokken er på dette tidspunkt 9, hvilket gør det vanskeligt at forestille sig, at de virkelig skulle være fulde af vin. Den tredje time var den første af jødernes bedetider, og mange jøder undlod at spise og drikke før dette tidspunkt. Så det alene gør det vanskeligt.

Det Peter gør er at gribe fat i GTs tale om at Ånden skal udgydes. Vi hører i flere tekster om at Ånden skal udgydes over folket (Es 35,15 Jer 31,31ff, Ez 34-37). Opfylder løftet i 4 Mos 11,29. I flere tekster i GT er ånden kun udgydt over bestemte personer: Dommerne (Dom 6,34), Kongen (1 Sam 10,6), Profet (Ez 11,5) og Præsten (2 Krøn 24,20).
Når Peter (v.16-21) skal forklare hvad der er sket, griber han fat i Joel 3. Og der er fire ting vi skal bemærke os her:

i)                    For at forstå, hvad der sker, skal vi se lidt nærmere på den tekst som Peter citerer, nemlig Joel 3. Joel 3 og 4 handler om at Gud vil gribe ind til frelse for sit folk. Åndsudgydelsen (3,1) fører til frelse i v.5, og ender med at Gud vil samle sit folk og holde dom (4,2). Hele profetien ender i en paradisisk beskrivelse i 4,18ff. Når Gud udgyder sin Ånd er det altså fordi han vil til at forny og fuldende sit skaberværk.
ii)                  Denne fornyelse indeholder også noget ”negativt”, nemlig dom over verden (v.19-20). Dette er ikke kommet med Pinsen, men endetiden er begyndt. Begyndt med Åndens udgydelse og den ender med dommen og undergangen. Denne spænding er det vi kalder for ”allerede-endnu ikke” spændingen i Guds folks liv.
iii)                Det gælder ”alle”, altså det er ikke begrænset til præsten, kongen eller profeten. Det svarer til, hvad Paulus lærer om Ånden i sine breve.
iv)                Udtrykket ”tegn og undere” skal vi bemærk os. Det kommer både i v.19 og i v.22 – samtidig finder vi det igen i v.43. Disse tegn har bekræftende karakter[9].
v)                  Det helt centrale er at ”den der påkaldes Herrens navn skal frelses”.

v.22-36          Forkyndelse af Kristus
v.22-24          Jesu død og opstandelse
v.25-29          Citatet fra David
v.30-31          Hvad taler David om
v.32-36          Jesus som opfyldelsen

v.22-24          Jesu død og opstandelse
Efter citatet går Peter over til at tale til sine tilhørere. Det Peter vil er at understrege sammenhængen mellem åndsudgydelsen og Jesu person.
Jesu er af Gud blevet udpeget for folket gennem de gerninger han gjorde (v.22), men det førte til Kors og død.

Dette skete af jøderne, efter Guds ”fastlagte bestemmelse og forudviden” (v.23)[10]. Samtidig lægger Peter ansvaret for gerningen på tilhørerne (v.23: I fik ham udleveret, I naglede ham til korset). Det var dem der ved hedningernes hjælp slog ham ihjel. ”Lovbrydere” i v.23 er sandsynligvis møntet på romerne, der ikke havde moseloven og i den forstand var lovløse; Ordet betyder nemlig også dem uden lov[11].

Det svarer til, hvad vi hører i evangelierne. I evangelierne er det de romerske myndigheder, der vil lade Jesus gå fri, men de lade sig presse af jøderne til at dømme.

Der er i det der siges i vers 23 og 24 en indbygget spænding mellem det Gud gør, og det mennesker. Den spænding skal vi se flere steder i skriftet.



v.25-29          Citatet fra David
v.25-28 citerer Sl 16,8-11. Blev i jødedommen læst som en bøn og et løfte om opstandelse fra de døde. I Salmen understreges at Gud er herre over Dødsriget.
Nøglen ligger i vers 27, hvor Gud lover at han ikke vil lade salmisten blive i døden. Han skal ikke se forrådnelse. Det når ultimativt sit højdepunkt i Jesu opstandelse.
Det kan ikke være om David – ”Han er jo både død og begravet”. I 1 Kong 2,10 hører vi at han dør og bliver lagt til hvile i Davidsbyen.

v.30-31          Hvad taler David om
Altså Hvis det handlede om David, så ville der være noget helt galt. Det handlede om ham, der skulle blive siddende på Davids trone. Her er der en reference til 2 Sam 7,12-13.

v.32-36          Jesus som opfyldelsen
Vers 33f: Dette skete med Jesus. Og det er apostlene vidner på. Det er hvad Jesus havde befalet dem at være tilbage i 1,8. Apostel = Opstandelsesvidne. Og så fortæller han ellers hvordan Jesus er opstået fra døden. Og Jesus har lovet dem Helligånden, og det har han nu gjort.

Men Gud lod ham opstå. Jesu opstandelse har haft en central plads i den første kristne forkyndelse. Jesus døde, men kunde ikke holdes fast af døden, og opstod igen!

Samtidig sidder Jesus ved Guds højre hånd, hvorfra han har sendt Helligånden.  Det er baggrunden for pinseunderet.  Hvor Pinseunderet er tegnet på at Jesus sidder på Guds trone, så går Peter videre til at forklare hvad det så betyder (v.34-36).

v.34 - Og satte ham ved sin højre hånd - Sl 110 er overhovedet den mest citeret GT tekst i NT. Denne salme når sin opfyldelse i Jesus, da han indsættes i himlen ved sin faders højre hånd. Jesu ophøjelse er i NT en vigtig begivenhed, fordi den åbenbarer, at Jesus er unik og at han er i Guds nærhed på en speciel måde.

v.36
Ham har Gud gjort til Herre og Kristus: 2 Sam 7 og Sl 2. Når han nævner ”Herre” først, så er det sandsynligvis for at knytte til ved citatet fra Joel: Påkalde Herrens navn[12].

Hvor ”Herre” siger noget om Jesu væsen, siger ”Kristus” noget om Jesu funktion: Han er den Messias, den konge, som jøderne har gået og ventet på. Kongeskikkelsen i GT en befrierskikkelse (Fx Es 9), og det er også sådan han blev forstået i det første århundrede.
Dette er konklusionen på Peters tale. At Jesus er den Herre og Messias, som GT har vidnet om


v.37-41          Kald til omvendelse           

Dette kalder til omvendelse. Jf Mark 1,15. Omvendelse har sin basis i det som Gud allerede har gjort. Igen Jf Mark 1,15.
Dåben indstifter Jesus efter sin død og opstandelse, Jf Matt 28,18-20.

V38: Løftet=Helligånden. Vidnesbyrdet om at vi lever i Guds riges sidste tider. Det samme finder vi fx i Gal 3,1ff.
Med formuleringen ”alle dem i det fjerne” tænker Peter sandsynligvis på Es 57,19. Den sidste formulering ”som Herren vor Gud vil kalde på” Jf Joel 2,32.

Som svar på spørgsmålet, hvad de skal gøre, siges at de skal lade sig frelse fra denne forkvaklede slægt (v.40).  "Forkvaklet slægt" er en GT-formulering, der refererer til Israel der har gjort oprør mod Gud i ørkenen (5 Mos 32,5) og bruges i NT om den der forkaster Jesus (Fil 2,15; Luk 9,41).


2,42-47 Den første menighed

v.41-43          Beskrivelsen af dem, der tog imod ordet
v.44-47          Beskrivelsen af fællesskabet


v.41-43          Beskrivelsen af dem, der tog imod ordet
Et generelt fællesskab
                      Om Læren:                         Apostlenes lærer – fordi de var specielt indsat hertil
                      Om ejendommen:               Jf det efterfølgende eksempel i kapitel 4 og 5
                      Om Bønnen:                       Jf 3,1. Bønnen fylder en helt del i Apg[13]
                      Om brødsbrydelsen:           Fællesskabsmåltid / Nadvermåltid[14].

Den reaktion der var overfor Jesus genfinder vi her hos apostlene. Man anslår at der i Jerusalem boede mellem 180000 og 20000 mennesker på dette tidspunkt.

Menigheden har stadig set sig selv som jøder, og har kommet i templet. Kristendommen er til at begynde med en jødisk gruppering, der senere vokser videre ud over de jødiske rammer.

v.44-47          Beskrivelsen af fællesskabet
Lukas understreger enheden blandt de troende. De var sammen hver dag – og hver dag føjede Gud nogle til der blev frelst.
Enheden udfoldes på to måder: For det første at de var sammen (v.44a)[15], og at de var fælles som alt (v.44b)[16]. På apostlenes tid fandtes den gruppe som er kendt som Qumransamfundet eller Essenerne. Til forskel fra beskrivelsen i Apg, så var der et krav om ejendomsfællesskab[17]. I Apg er der tale om et frivilligt fællesskab.

Når Lukas afslutter beskrivelsen med at fortælle, at ” Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.”, så formulerer han sig tydeligvis i lyset af Peters tale: v.21 og v.40.



Litteratur
Bock, Darrell L. Acts. Baker Academic, 2007.



[1] I den senere jødedom så man en forbindelse mellem pinsen og lovgivningen - det er uklart om den forbindelse allerede var etableret i det første århundredes jødedom Bock, Acts, 96.
[2] Udtrykket at blive fyldt af Ånden (πλησθεὶς πνεύματος) finder vi i fire begivenheder i Apg: i) Pinsedagen (Apg 2,4), ii) I Peters møde med Rådet (4,8) iii) Paulus (9,17) iv) Paulus (13,9)
[3] Det er lidt interessant at ordet for ”forvirring” (συγχέω) findes to gange i beretningen om Babelstårnet (1 Mos 11,7.9)
[4] Der findes vidnesbyrd om at man i jødedommen troede på at Gud ville skabe et sprog til sidst (καὶ ἔσται εἷς λαὸς Κυρίου, καὶ γλῶσσα μία· καὶ οὐκ ἔσται ἔτι πνεῦμα πλάνης τοῦ Βελίαρ, ὅτι ἐμβληθήσεται ἐν τῷ πυρὶ εἰς τὸν αἰῶνα) T.Juda 25,3
[5] Eneste undtagelser er parterne (v.9) og Romerne (v.10) der blev set som stormagt Bock, Acts, 103.
[6] Vi har vidnesbyrd fra 1 Makk 15,15-24 om at det boede jøder i det område på dette tidspunkt.
[7] Filon (Flaccus) nævner at i Alexandria var der en del jøder
[8] Bemærk, at Rom står sidst her, og at det er her bogen ender.
[9] De forekommer her: 2,19.22.43 4,30 5,12 6,8 7,36 14,3 15,12. Det eneste eksempel hvor vi har Tegn (sêmeion) uden Undere (teras) er i 4,16.22  og 8,6.13 (Vi har ikke nogen eksempler på ”undere” uden ”tegn”
[10] τοῦτον τῇ ὡρισμένῃ βουλῇ καὶ προγνώσει τοῦ θεοῦ
[11] ἄνομος
[12] Bock, Acts, 135.
[13] 1:24; 6:6; 8:15; 9:11, 40; 10:9, 30; 11:5; 12:12; 13:3; 14:23; 16:25; 20:36; 21:5; 22:17; 28:8)
[14] Vi har fire referencer til at “bryde brødet” i Apg: 2,46; 20,7.11 og 27,35. Det er uklart om alle handler om nadveren Bock, Acts.
[15] πάντες δὲ οἱ πιστεύοντες ἦσαν ἐπὶ τὸ αὐτὸ
[16] εἶχον ἅπαντα κοινὰ
[17] 1QS 1,11ff; 1QS 9,3ff ser frem til en tid, hvor kun ”Arons sønner skal herske over ret og ejendom” (v.7),

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar