mandag den 14. januar 2013

Markus 2,1-11 En vej ind evangeliet?


Denne begivenhed introducerer et konflikttema, der varer frem til 3,6. Den typiske konfliktpartner er farisæerne eller de skriftkloge. Der er fire historier, og i hver historie har vi en kritik af Jesus (2,16.18.24 3,6.16). Konflikten når et foreløbigt højdepunkt i 3,6, hvor farisæerne sammen med herodianerne træffer beslutning om at få Jesus slået ihjel.
Denne lille beretning er interessant af flere grunde; Fra den udgår der flere tråde til resten af evangeliet. Den indeholder et af de helt grundlæggende temaer i evangeliet: forkynde/helbredelse, afvisning, stadfæstelse.

Tro
Da mændene har firet den lamme ned til Jesus skriver Markus følgende; ” Da Jesus så deres tro” (v.5).  Fem gange frem i evangeliet møder vi ”tro” som substantiv (2,5 4,40 5,34 10,52, 11,22). Som verbum forekommer det en del flere gange (1,15  5,36 9,23.24.42 11,23.24.31 13,21 15,32) – de to sidste skal vi dog se bort fra i denne sammenhæng[1].  Dette er de første mennesket i evangeliet, der beskrives som troende. Denne første forekomst forårsager et par interessante overvejelser.
For det første står der at Jesus deres tro – hvad var det han ”så”? Dernæst opstår spørgsmålet – hvad er tro? Hvordan kommer den til udtryk.  Formuleringen om tro lægger op til et indre og et ydre aspekt af troen. Det ydre aspekt er at mændene kommer til Jesus. De bringer konkret et menneske til Jesus. Et noget tilsvarende billede får vi i beretningen om den blødningssyge kvinde i  5,25ff. Her hører vi at hun tænker ”Bare jeg rører ved hans tøj bliver jeg frelst” (v.28). Dertil svarer Jesus ” Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!” (v.34).

Tilgivelse
Det første Jesus siger til manden er altså, at hans synd tilgives ham. Temaet findes også rundt omkring i evangeliet, dels i kapitel 3 og 4, og dels i 11,25. Evangeliet begynder med en beretning om Johannes Døber der ”prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.” (1,4). I 11,25 har vi det sidste ord om tilgivelse, hvor Jesus siger at ”Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser”.
Det at Jesus tilgiver manden, der kommer som lam, må få os til at rejse spørgsmålet; Hvad er sammenhængen mellem synd og sygdom i denne tekst?  Manden er syg, men det første Jesus gør er at tilgive ham. Betyder det at synd og sygdom hænger sammen i denne tekst? Det tror jeg faktisk ikke. For det ville kræve, at helbredelsen fugte umiddelbart efter tilgivelsen – men de to er nøje skilt ad i denne tekst. Både i tid, og i årsag. At de er adskilt i tid kommer frem ved at Tilgivelsen  (vers 5) kommer før helbredelsen (vers 10). At de er adskilt i årsag kommer frem to steder i teksten. Årsagen til tilgivelse er mændenes tro (v.5). Manden bliver tilgivet fordi han (eller han venner tror).  Vi får ikke nogen direkte beskrivelse af årsagen til helbredelsen, men vi får en klar kristologisk hensigt;  

Trods
Sammen med Troen og tilgivelsen finder vi en trods mod Jesus. Den tager form hos de skriftkloge, der betvivler Jesu myndighed til at tilgive synden (v.6-7). Det der begyndte med tillid og tilgivelse, ender med tros og konflikt.  Tilbage i 1,22 blev ”de skriftkloge” beskrevet i kontrast til Jesus ” de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge”.  I denne passage møder vi dem hvor de lægger op til, at Jesus sætter sig i Guds sted, og i 3,6 planlægger de at slå ham ihjel. Dermed er den konflikt begyndt, som – set fra et menneskeligt perspektiv – førte til Jesu korsfæstelse.

Menneskesønnen
Den kristologiske hensigt med helbredelsen var at man skal forstå at ” Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden” (v.10). Udtrykket menneskesøn går sandsynligvis tilbage til Dan 7, hvor vi finder denne lidt gådefulde skikkelse. Talen om menneskesønnen når sit højdepunkt i lidelseshistorien. Jesus har sagt til disciplene at ”Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter” (8,31), og højdepunktet i Jesu tale om menneskesønnen kommer i lidelseshistorien, hvor Jesus siger til ypperstepræsten ”I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer” (14,62).


[1] I 13,21 handler det om ikke at tro på et falsk rygte, og i 15,32  om dem der vil ”tro” hvis Jesus stiger ned af korset.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar